Grønne og hvide asparges: Hvad er forskellen?

Foråret banker for alvor på, og med foråret kommer de friske asparges! Både de grønne og de hvide er nu i sæson, og derfor vil vi dykke lidt ned i, hvad forskellen egentlig er på de to – ud over farveforskellen selvfølgelig.

Har du nogensinde overvejet, om du skulle vælge grønne eller hvide asparges? Om du kan grille de hvide eller bruge de grønne i dine tarteletter? Og hvordan med smagen – er der store forskelle her? Selvom de to udseendemæssigt adskiller sig fra hinanden, så skyldes det faktisk bare selve dyrkningsmetoden. Hvor den grønne asparges får lov at skyde op ad jorden og få dejlig sol, så tildækkes den hvide asparges med jord, indtil den bliver høstet. Det er altså i bund og grund den samme grøntsag, hvor den ene bare ikke har fået farve grundet manglende lys under dyrkningen.

Hvilken asparges skal jeg vælge?

Når du skal vælge mellem de grønne og de hvide asparges, skal du være opmærksom på, at de kræver forskellig tilberedning. Den grønne kan du f.eks. spise rå som en del af din salat eller alternativt stege eller grille den, som den er. Omvendt skal de hvide asparges skrælles grundigt inden tilberedning for at undgå trævler. Samtidig anbefales det ikke at spise dem rå. Kog dem i stedet i letsaltet vand i ca. 4-6 minutter for at bevare smagen og det friske knæk.

Derfor kommer dit valg af asparges altså primært an på, hvilken ret de skal bruges til. Skal du bruge friske og sprøde asparges, vil de grønne fungere bedst, mens de hvide er bedre i retter, hvor de skal koges. Begge har dog en skøn mild ærteagtig smag, som er fantastisk henover både forår og sommer!

Uanset hvilken asparges du skal bruge, så bør du altid knække det nederste stykke af dem før tilberedning. De vil naturligt knække dér, hvor den friske del begynder.

Inspiration til retter med asparges

Der er et hav af forskellige muligheder, når det kommer til at inddrage både hvide og grønne asparges i madlavningen. Prøv f.eks. at anvende den grønne asparges i en risotto, i en aspargessuppe eller grillet med parmesan. De hvide er jo selvfølgelig perfekte til din klassiske tartelet, men også f.eks. dampet med muslinger eller sammen med æg og rejer.

Skal du give dig i kast med den dejligste forårsspise, finder du dine økologiske grønne asparges lige her. Samtidig finder du de lige så lækre økologiske hvide asparges netop her.

Søg