Farverig rødbede spread

Nem og lækker spread eller hummus med bagt økologisk rødebede og skønne krydderier. Den perfekte spread med smæk på både farver og smag!

Opskriftsudvikler: Maj Schjøth, majspassion.dk

Rødbede spread er en farverig og smagfuld dip, som du nemt kan pifte alt lige fra dine grovkiks til dine salater op med. I mange traditionelle opskrifter på rødebede spread eller hummus koges rødbeden, men i denne bages den i stedet. På den måde får du en dybere og mindre jordagtig smag, samtidig med at rødbeden optager smagen fra de krydderier, du bruger.

Green Pleasure opskrift: Økologisk rødbede spread

1 portion
Ingredienser:
1 stk mellemstor rødbede
1 nip flagesalt
1 nip chipotle chili
1 nip stødt spidskommen
Lidt olivenolie til at vende rødbedetern i inden bagning
125 gram færdige kikærter evt fra dåse (skyllet og drænet godt)
2 spsk tahin
1/2 stk citron - saften heraf
1 fed hvidløg
1/2 håndfuld valnødder
Lidt vand til at justere konsistensen med
Lidt flagesalt og friskkværnet peber til at smage til med

Sådan gør du:
1. Tænd ovnen på 200 grader varmluft
2. Skræl rødbeden og skær den i tern
3. Læg et stykke bagepapir på en bageplade og læg rødbedetern herpå.
4. Vend dem i lidt olivenolie, flagesalt, chipotle og spidskommen så krydderierne bliver fordelt på rødbedeternene.
5. Stil bagepladen ind i ovnen i ca 20-30 minutter alt efter tykkelsen på dine rødbedetern.
Hold øje med dem i den sidste del af bagetiden, så de ikke bliver for mørke.
6. Tag dem ud og lad dem køle lidt af inden på hælder dem over i en foodprocessor
7. Tilføj her de godt drænede kikærter, valnødderne, hvidløgsfedet, tahin og lidt citronsaft (hold lidt citronsaft tilbage, så du har lidt at justere smagen med).
Kør blandingen jævn og juster med vand efter hvilken konsistens du ønsker.
8. Smag til med ekstra citronsaft, flagesalt og friskkværnet peber om nødvendigt.
9. Opbevar din rødbede spread i en tætsluttende beholder på køl.

Serveringsforslag:
Du kan pynte den færdige rødbede spread med sesamfrø og/eller hampefrø og lidt friske topskud fra f.eks. basilikum. Dryp gerne et par dråber god olivenolie henover – så er den klar til servering.

Brug f.eks. din rødbede spread som dip til grovkiks, på dit brød eller en madvaffel. Du får en rigtig dejlig ret, hvis du kombinerer det med lidt lækker økologisk avocado ovenpå. Prøv den også som et lækkert tilbehør i dine salatbowls.


Husk du kan finde dine økologiske danske rødbeder i vores Bland Selv sortiment.

Green Pleasure opskrift: Økologisk rødbede spread

Søg