Kylling i hokkaido sauce

En lækker og nem kyllingegryde med stegte overlår i en dejlig cremet kokossauce med hokkaido – fuld af varme og smag til efteråret og vintermånederne især. Mums!

Opskriftsudvikler: Maj Schjøth, majspassion.dk

Green Pleasure opskrift: Kylling i hokkaido sauce

Opskrift til 4 personer
Ingredienser:
4-6 stk kyllingeoverlår eller den udskæring du holder af
Lidt smør eller olivenolie til at stege i
Bland din egen rub til kyllingen af lidt røget paprika, flagesalt, friskkværnet peber og evt lidt chipotle chili
1 stk alm gult løg - fintsnittet
2-3 fed hvidløg - fintsnittet
1 lille hokkaido - skåret i tern
1 spsk gurkemeje
1 nip tørret chili (juster selv hvor stærk du ønsker din sauce)
Ca 10 cm frisk ingefær - fintrevet
2-3 kviste frisk timian - kun de små blade
1 stor kvist frisk rosmarin - fintsnittet
1 dåse fuldfed kokosmælk - 400 ml
1/2 dåse vand
1/2 tsk grøntsagsbouillon
Lidt fishsauce til at smage til med
Lidt flagesalt og friskkværnet peber til at smage til med
2-3 stk forårsløg - fintsnittede (som pynt)
1 håndfuld mandler- skåret i halve (som pynt ved servering)

Sådan gør du:
1. Gnid kyllingeoverlårene godt ind i din krydderiblanding af røget paprika, flagesalt, peber og evt. lidt chipotle chili
2. Varm lidt olie op i en gryde og steg kyllingeoverlårene gyldne og sprøde på skindsiden. Vend dem og giv dem et par minutter på undersiden. De behøver ikke være gennemstegte, da de kommer ned i saucen, hvor de steger færdige. Læg dem over på en tallerken, imens du laver saucen. Du skal IKKE rengøre stegegryden, da stegeresterne giver dejlig smag til saucen.
3. I stegeresterne sauterer du nu først løg, til de er klare og tilsætter herefter hvidløg. Lad det simre, til de frigiver duft. Pas på med for høj varme!
4. Tilføj hokkaido tern, frisk rosmarin, timian, chili (pas på det ikke bliver for stærkt), gurkemeje og friskrevet ingefær. Vend det hele godt rundt og lad det stege nogle minutter. Hokkaidotern må gerne tage lidt farve, men pas godt på, at de ikke brænder på.
5. Tilføj kokosmælken og fyld herefter dåsen halvt op med vand, som også tilsættes. Lad saucen koge op og smag den til med fishsauce, flagesalt og friskkværnet peber. Tilføj ekstra chili, hvis du ønsker den mere stærk. Pas dog på, for smagen blir stærkere, når saucen koger ind.
6. Læg kyllingeoverlårene tilbage i gryden og lad retten simre, indtil kyllingen er færdigstegt, og saucen kogt lidt ind. Den skal nærmest have konsistens som en grov stuvning. Tjek kyllingerne med en kødnål, hvor saften skal være helt klar, før de er færdige.
7. Pynt med snittede forårsløg, lidt friske timiankviste og giv et gavmildt drys halverede mandler.
Tip: Skal noget af retten gemmes til dagen efter eller nedfryses, bør du servere mandlerne i en lille skål ved siden af.

Velbekomme!

Husk du kan købe både økologisk hokkaido og de lækre økologiske mandler hos Green Pleasure. Begge varer findes også som en del af vores Bland Selv udvalg af skønne øko sæsonråvarer.

Søg