Palmekåltærte med bund af søde kartofler

En tærte er altid en nem og lækker ret med nærmest ubegrænsede muligheder for, hvad du kan tilføje til fyldet. Men har du prøvet at lave din tærtedej af søde kartofler? Denne grøntsagstærte med et tvist er en utrolig lækker hverdagsret, som skal prøves.

Palmekåltærte med bund af søde kartoffel

Ingredienser:
Tærtebund og fyld:
2 aflange søde kartofler
Olivenolie
10-15 blade palmekål (eller 6 stængler grønkål)
2 løg
15 cherrytomater

Æggeblanding:
2 æg
3 tsk boghvedemel
3 dl A-38
1 stor knivspids revet muskatnød
1 tsk groft salt
Frisk kværnet peber
1/2 tsk tørret timian eller blade af et par kviste frisk timian

Sådan gør du:
1. Forvarm ovnen til 200 grader varmluft
2. Skræl eller skrub søde kartoflerne grundigt og skær dem i tynde skiver på langs. Du kan evt. bruge et mandolinjern til at skære skriverne tynde
3. Smør et tærtefad med olivenolie og placér skiverne af søde kartoffel i tærtefadet. Skiverne må gerne ligge ind over hinanden, da de svinder ind under bagning
4. Bag bunden ved 200 grader i 15 minutter
5. Mens bunden bages, skæres løg i tern og steges på en pande i olivenolie sammen med palmekålen ved høj varme i ca. 5 minutter
6. Tag derefter panden af kogepladen og kom cherrytomaterne på den varme pande, mens du tilbereder æggeblandingen
7. Pisk boghvedemel sammen med 1 dl A-38. Derefter piskes æg, revet muskatnød, salt, peber samt de resterende 2 dl A-38 med i blandingen
8. Vend grøntsagsfyldet i æggeblandingen og hæld massen over tærtebunden
9. Bag tærten ca. 25 minutter ved 190 grader
10. Servér tærten, mens den stadig er lun

Velbekomme!

Husk du kan finde grøntsagerne til din tærte her.

 

Denne opskrift er udviklet af Henriette Dyremose, som står bag gigtoglivsstil.dk

Søg