Tærte med sød kartoffelbund, butternut og courgette

Er du også vild med en god tærte? Ud over at være en nem måde at rydde op i køleskabet på, er der næsten ikke grænser for, hvilket fyld der kan blive til en lækker tærte! Men også den klassiske tærtedej kan erstattes. Prøv denne opskrift på en sund og lækker tærte på bund af søde kartofler og fyldt med butternut, courgette og mascarpone.

Opskriftsudvikler: Maj Schjøth, majspassion.dk

Green Pleasure opskrift: Tærte med sød kartoffelbund, butternut og courgetter

Opskrift på 1 tærte
Ingredienser:
Ca. 300 gram sød kartoffel - skrællet og skåret i 0.5 cm skiver
Lidt olivenolie
Lidt flagesalt og friskkværnet peber

Fyld:
1 lille butternut - skrællet, kerner fjernes og skæres i tern
1 stort gult løg - fintsnittet
2 fed hvidløg - fintsnittet
1 stk courgette - groftrevet
1 bæger mascarpone (250 gram)
1/2 stk lime - saften heraf
Lidt flagesalt, friskkværnet peber, oregano, timian, røget paprika og chipotle chili

Til gratinering/pynt:
2 håndfulde friskrevet rød cheddar eller den ost du foretrækker
1/2 håndfuld bredbladet persille - groftsnittet
Evt. lidt chipotle chili som drys på osten
1 stykke varmrøget laks - findelt

Sådan gør du:
1. Tænd ovnen på 200 grader varmluft
2. Læg de skiveskårede søde kartofler i en skål og vend med med olivenolie, lidt flagesalt og friskkværnet peber. Alle sider skal være dækket af olie.
3. Læg dem i tærtefadet, så bunden er helt dækket og stil ligeledes skiver på højkant op langs kanterne. De skal gerne overlappe hinanden, da de søde kartofler trækker sig lidt sammen under forbagningen.
4. Stil tærtefadet ind i ovnen og forbag de søde kartoffelskiver i ca 25-25 minutter alt efter deres tykkelse. De skal være møre, da fyldet laves færdigt på panden.

Sådan laver du fyldet:
1. Varm lidt olivenolie op i en pande og sauter først løg til de er klare og tilsæt dernæst hvidløg og herefter butternut-tern samt oregano, timian, røget paprika og evt lidt chili og friskkværnet peber (vent med at salte, til du smager blandingen til). Sauter nogle minutter til butternutstykkerne næsten er møre.
2. Tilføj nu den groftrevne courgette og sauter videre, indtil alt er mørt og lækkert. Smag til og juster med limesaft, flagesalt og evt flere krydderier (hvis du har lyst - men pas på den ikke bliver for stærk).
3. Tag panden af varmen, og lad blandingen køle lidt af, inden du vender mascarpone i.
4. Tag den forbagte tærte ud af ovnen og hæld fyldet over i.
5. Drys med friskrevet rød cheddar og giv evt et lille drys chipotle chili henover osten.
11. Stil den tilbage i ovnen og lad osten gratinere.
12. Når osten er gratineret, tages tærten ud af ovnen. Drys med bredbladet persille og fordel den varmrøgede laks henover.

Tip: Du kan også vælge at servere tærten vegetarisk eller udskifte den varmrøgede laks med krydrede stegte kyllingestykker.

Velbekomme!

Husk du kan købe flere af dine friske råvarer til retten her hos Green Pleasure. Køb f.eks. vores 3 kg kasse med økologiske søde kartofler og køb dine økologiske butternut og courgetter stykvis i vores Bland Selv sortiment.

Søg